Sådan kommer du i gang med Curly Girl metoden
Er du så heldig at have små eller store krøller i dit hår, så er du nok også klar over, at det kræver en god hårrutine og de rigtige metoder, for at få krøllerne til at se præsentable ud. Hvis ikke du i forvejen kender til Curly Girl metoden, så er det helt sikkert en løsning, som du bør lære mere om, så dit krøllede hår får glans - og nyt liv.
Bliv klogere på Curly Girl metoden i dette indlæg, og lær mere om, hvordan du får fremhævet det naturlige look i dine krøller. Indlægget går i dybden med:
- Hvad er Curly Girl metoden?
- Curly Girl metoden vs. No poo metoden
- 5 steps til at komme i gang med Curly Girl metoden
- Hvornår virker Curly Girl metoden?
- To hyppige spørgsmål om Curly Girl metoden
- Hvilke produkter er Curly Girl godkendt?
Hvad er Curly Girl metoden?
Curly Girl er en metode, som du kan kaste dig over, hvis du har naturligt krøllet hår. Metoden inkluderer blandt andet, at du bruger nogle helt særlige produkter, som er godkendt at bruge. Hvis produkter indeholder sulfat eller silikone, er de ikke en del af Curly Girl metoden.
Derudover indebærer Curly Girl metoden også nogle specifikke teknikker, som kan bidrage positivt til flere forskellige punkter i forbindelse med stylingen og vedligeholdelsen af dine naturlige krøller. Metoden anbefaler eksempelvis, at du begynder at bruge balsam i stedet for shampoo, når du vasker dine krøller.
Curly Girl metoden blev introduceret for første gang tilbage i 2001, hvor hårstylisten og eksperten Lorraine Massey kom på ideen. Siden da har metoden gennemgået nogle forskellige ændringer for at kunne tilpasse sig de forskellige typer af krøller, som findes ude i verden. Curly Girl er derfor med tiden blevet en metode, som du kan benytte, uanset hvilke typer af krøller dit hår har.
Curly Girl metoden vs. No poo metoden
Curly Girl og No poo metoden er to metoder, som har flere fællestræk, for at fremhæve og vedligeholde dine krøller. No poo metoden handler blandt om, at du ikke benytter nogen former for shampoo i dit hår. Du fjerner ganske enkelt shampooen fra dine ugentlige hårrutiner. No poo metoden indebærer også, at du bruger No poo balsam, som er balsam uden sulfat.
Hvis du oplever, at dit hår bliver fedtet, når du vælger at bruge balsam fremfor shampoo, kan du bruge en low poo shampoo, som ikke indeholder sulfat. Sulfat kan være dit hårs værste fjende, fordi det modarbejder det naturlige fedt, som dit hår producerer.
Både Curly Girl metoden og No poo metoden går ud på, at du skiller dig af med produkter, som ikke gavner dit hårs naturlige produktion af fedtstoffer. Når du fjerner den naturlige produktion af fedtstoffer med sulfatholdige produkter, vil dit hår være nødsaget til at producere ekstra fedtstoffer i din hovedbund - og så vil du hurtigt opleve at dit hår bliver fedtet i hverdagen.
Den helt store forskel på de to metoder er: At Curly Girl metoden har et større fokus på brugen af naturlige ingredienser, som for eksempel avocado, aloe vera og kokosolie - og så er metoden kun relevant for dig, som har naturlige krøller.